[050210] Venstrefløjen og kulturen
– et brev til SF’s formand
Angående: Holgers lille røde – håndbog i at vælte Fogh.
Udg. Socialistisk Folkeparti, 2005
Kære Holger,
Det var et dejligt lille hæfte, som vi skal vælte Fogh med. Kritiske tanker, hårde fakta, lysende rød farve. Tak skal du have.
Og alligevel…
Man søger og søger og søger og finder intet stikord under K.
Nå, nul kultur?
Regeringen står for den mest problematiske kulturpolitik, som Danmark har haft i nyere tid. Hvor markedet skal regulere og danskheden gøres til et spørgsmål om vaner.
Højrefløjens kulturpolitik gennem fire år kan opsummeres sådan:
• En lang række råd, nævn og udvalg blev nedlagt under påskud af ”smagsdommeri” – og siden blev andre råd, nævn og udvalg oprettet. Det var et virksomt slag imod armslængdeprincippet, imod kulturlivets selvforvaltning.
• DR’s radiomonopol blev brudt ved salg af landsdækkende radiofrekvenser, og TV2 er sat til salg. Seerne må se frem til påtvunget reklameforbrug (og mere reklame rettet mod børn). I stedet for public service kultur skal kapitalinteresserne have frit spil.
• I idrættens felt blev to danske succesmodeller skrottet. Breddeidrættens ”idéprogram” blev (efter positiv evaluering) nedlagt. Eliteidrættens Team Danmark blev (efter positiv evaluering) underlagt private interesser i Danmarks Idræts-Forbund.
I kulturpolitikken gik – lige som i miljøpolitikken 2001 – en minister i gang med at nedlægge og frasælge sit eget område. Kulturpolitikkens afvikling mørklægges gennem pseudoaktivisme: Snak om en kulturens ”kanon” som politikerstatning.
Kultur, miljø og fred er søjler i det danske folks velfærd, som den borgerlige politik vil af med. (Kultur: undtagen enkelte monumenter af royal eller A.P. Møllersk tilsnit.) Kultur koster penge – lige som miljø og fred – og tjener ikke magten.
Kultur skal underlægges erhvervs- og privatinteresser, neoliberal markedsorientering efter amerikansk model, og resten skal tjene statens repræsentation… – hvad siger SF til det?
Er ikke venstrefløjen netop ”kulturens parti”?
Socialistisk Folkeparti og venstrefløjen har altid blomstret i samspil med kulturproducenter og folkelige kulturmiljøer. Med Ingerlise Koefoed har SF gennem årtier haft en af de mest respekterede kulturpolitikere i folketinget. Med Ole Sohn har SF i dag en kompetent og anerkendt talsmand for kulturen.
At den røde bogs alligevel er tavs om kulturen, virker ikke tilfældigt. I 2003 blev det inden for hovedbestyrelsen forsøgt at slette kulturen helt fra SF’s princip- og perspektivprogram. Kun i sidste øjeblik lykkedes det for SF’s kulturudvalg at få en kulturpolitisk markering ind igen.
Kulturen er blevet nedtonet i SF i takt med, at partiet er gået ned i vælgertilslutningen. Kan der være sammenhæng mellem de to?
Den ”lille rødes” problem med kulturen er måske udtryk for noget dybereliggende.
Kultur er et velfærdsgode og en væsentlig del af folks livskvalitet. Kultur er udtryk for identitet, fællesskab og demokrati. Kultur er udfordring, frisind og provokation og derfor – som kulturkamp – ubekvem.
Fogh og Mikkelsen råbte engang på kulturkamp, men kom galt af sted, da de skulle indholdsbestemme den. Kulturkamp er mere end den luftige værdikamp, som den ”lille røde” nævner, mere end en udveksling af ideer. Kulturkamp angår netop kulturen, dvs. folks materielle rammer og kropslig-sanselige muligheder for at udveksle ideer. Det er denne kulturkamp, som SF bør fastholde og udvikle.
Eller skal den kulturelle venstrefløj vælge andre veje end gennem SF?
SF har et problem.
Med venlig hilsen
Henning Eichberg
(SF’s kulturudvalg)
25.1.05
Henning Eichberg