|
|
Alba slår ett slag för nordismen och publicerar texten på danska. För att göra läsningen så enkel som möjligt för så många som möjligt, översätts vissa ord inom parentes direkt efter det danska ordet. Mandag den 13. november 1893 blev der holdt en stor fest i Societetshusets festsal i Helsingfors. Der skulle samles penge ind til en ny folkehøjskole i det sydlige Karelen. Som led i festen blev der derfor arrangeret et lotteri over donerede genstande [föremål] fra landets hånd-arbejds-selskaber. Festen blev desuden støttet af byens [stadens] ledende akademiske og handelsmæssige kredse med et par bryggerikonger [byggpampar] (Hartwall og Sinebrychoff) i spidsen [spetsen]. I festen indgik ligeledes uropførelsen af et værk af Jean Sibelius, nemlig hans Karelia, bestående af en ouverture og en række tableauer fra Karelens historie. I det første af disse tableauer er man hensat [förflyttad] til et karelsk hjem år 1293. Man hygger sig [har det trevligt]. Med folkeviser (de såkaldte "runor") og finsk nationalromantik. Stille og roligt. Indtil der pludselig lyder et kæmpemæsssigt brag! Freden er forbi. Ulykken er sket, og uhyggen [dåliga tider] breder sig. Fjenden er trængt ind i landet. Det samme skete 28. februar 2001. Her døde den finske skisport. Det som tegnede til en strålende fest blev til én af de største skandaler i idrættens historie og definitivt den største i den finske idrætshistorie. Her tænkes selvsagt på afsløringen [avslöjandet] af dopingbrug hos seks af de finske skiløbere ved VM i langrend [längdåkning] i Lahti, heraf de tre mest kendte, Jari Isometsä, Harri Kirvesniemi og Mika Myllylä. Som i det karelske hjem 1293 og i Societetshuset 600 år senere blev idyllen perforeret, og refleksiviteten gjorde sin entre. I første omgang forklædt [förklädd] som skam og vrede. Og national forbitrelse. Det finske folk følte [kände] sig krænket af sportsverdenen. Og desorienteret: Dette er lige så utænkeligt, som hvis Mannerheim var "trans", skrev landets største dagblad Helsingin Sanomat 4.3.2001. Og i den anden ende af skalaen citerede det populære ugeblad [veckotidning] Suomen Kuvalehti 2.3.2001 formanden [ordförande] for det finske skiforbund Paavo M. Petäjä for udsagnet "Vi er sølle [ynkliga] skabninger". I samme blad udtalte Finlands præsident Tarja Halonen 9.3: "Det har uden tvivl medført en belastning af Finlands ry [rykte]". - Der sporedes således fra starten en national og prestigemæssig dimension i affæren. Ikke underligt, for sagen drejer sig om finsk hjerteblod: "Skisport er stadig den finske landbefolknings sport", hed det sig i en kommentar (Helsingin Sanomat 4.3.2001). Som vi skal se nedenfor er dette historisk rigtigt. Krænkelsen sættes i relief at, at den finske skisport hvert år får tildelt 4,5 millioner mark over statsbudgettet. De penge finder man er givet dårligt ud, når nu det hele afsløres som doping, snyd og bedrag. Ud fra en cost/benefitkalkyle ligner det da også en dårlig forretning [affär]. Ikke mindst fordi sagen ser ud som et finsk nationalt problem. Det er den imidlertid ikke kun. Det er ikke kun Finland, som har et problem. Det har sporten også. Eller rettere - og det er den første tese i denne artikel - sporten har ikke et problem, men er i sig selv et problem. Det er dette problem, der her skal sættes søgelys [sökarljus] på. Man hører ofte, at sporten er upolitisk. Når man skal være lidt mere raffineret, hedder det sig at sporten er politisk; den siges at være gennemsyret af samfundet [samhället], som trænger ind i alle sportens porer og misdanner sportens renhed. Men måske [kanske] forholder det sig i virkeligheden omvendt: at det er sporten som gennemsyrer samfundet. Dette er den anden tese i denne artikel. Med enkelte udstikkere [utvikningar] til de øvrige nordiske lande søges det vist, at forholdet mellem sport og samfund er et prekært anliggende, ikke kun i Finland; men generelt. "Hvem udnytter hvem?", kunne man spørge. Sportens selvforståelse Hvert år har sine skandaler, og de bliver større
og større. Deres omfang er nu så stort, at man er
begyndt at spørge, om det ikke er selve sporten, der er
noget i vejen med. Den første går i det store og hele ud på, at vi må fjerne [avlägsna] de værste vildskud. Samaranch og Havelange skal ud; dopingreglerne skal skærpes, og der skal indføres straffe for både det ene og det andet. Så vil sporten igen fremstå som det, den i grunden er. Ren og pur. Men her er der grund til at blive mistænksom. Hele dette grundsyn er i virkeligheden baseret på fundamentalisme. "Back to basics", som det hed i Thatchers Storbritannien. Det er ikke kun inden for islam, at den slags fundamentalisme lever. Den trives også i bedste velgående inden for sportsverdenen. Og den inviterer også her til en væmmelig lov-og orden-tænkning - samtidig med at man forveksler del og helhed. Vil man forbyde [förbjuda] doping, må man i sidste ende også forbyde sporten I bund og grund bygger denne tanke på forestillingen om, at idrætten i sig selv er god nok; og så længe man henholder sig til [håller sig till] dette grundsyn, får man alligevel ikke gjort noget ved problemerne. For ikke på noget tidspunkt spørger disse sportjournalister og idrætsledere, om det i virkeligheden er selve idrættens væsen, der er betændt. Sagen er i al sin enkelhed den, at doping og økonomisk svindel ikke kommer ud af den blå luft. At de ikke er tilfældigheder. Det er toppen af idrætten, der her stikker sit ansigt frem. Ikke toppen af akvarelmaling eller kurvefletning [korgflätning]. Eller sagt på en anden måde: doping er lig med en pestbyld, der kommer indefra, som altså ligger i selve idrættens væsen. Det er den første fejl ved selvkritikken, at man ikke vil vedgå dette problem. Omvendt er denne pestpyld så essentiel, at en vedgåelse heraf ville være ensbetydende med en fordømmelse af hele sportens væsen. Den anden argumentationstype er af mere kulturteoretisk art. Den bygger på et grundsyn, som siger, at nedenunder [bakom] fejlene og skandalerne ligger der en sund og autentisk kerne, et ægte idrætsliv. "En sund sjæl i et sundt legeme" og hvad det nu altsammen hedder. Forestillingen er klassisk vesteuropæisk. Man bygger på ideen om ægthed og oprindelighed [ursprung] og anser den synlige verden og de faktisk forekommende fænomener som mere eller mindre heldige [lyckosamma] manifestationer af denne ægte oprindelige kerne, som det altså gælder om at finde ind til. Denne ægthedsfilosofi har altid trivedes fint med fundamentalistiske tendenser. Det gør den også i idrætsdebatten. Også her hører man alskens [allsköns] udtalelser om, at i grunden beskæftiger [sysselsätter] idrætten sig med det gode. Hvis dopingen fjernes [avlägsnas], finder vi den "rene" idrætspræstation og den autentiske kropsaktivitet. Som om der fandtes noget, der hed den autentiske krop eller den ægte idræt. Sagen er snarere den, at en enhver [varje] krop er så inderligt præget af det omgivende samfund, at det overhovedet ikke giver mening at operere med "renhed" - heller ikke på dette område. Denne renheds- og ægthedsforestilling er i udpræget grad med til at forplumre [grumla] tingene - og så lugter den så fælt af 1930'ernes brunhed. En tredje position siger, at den slags overvejelser i virkeligheden er helt irrelevante. Idrætten har nemlig værdi i sig selv - doping eller ej. Man taler her om "idrættens egenværdi" og så kan ballet [behållaren] åbnes; forstået på den måde, at så kan man lige så godt give pokker i [strunta i] alskens bekymring for doping og snyd, for idrætten er et aristokratisk anliggende - der "kun" beskæftiger sig med det skønne. Altså kan man lige så godt være liberal, og idrætten bliver ikke mindre skønhedsdyrkende af, at udøverne er dopede; måske allerhøjest en smule kunstig [artificiell]. Det betyder mindre, for kunst(ighed), æstetik og dope trives godt sammen; bare tænk på rockstjernerne... Imidlertid har tanken om "idrættens egenværdi" altid har haft vanskelige vilkår. Historisk set forholder det sig snarere sådan, at man igen og igen har måttet pumpe idrætten med betydning. Den er blevet tillagt både den ene og den anden gode egenskab. Den siges at være god for demokratiet, god for nationalismen - og for internationalismen. Den siges også at have gode karakterdannende egenskaber. At dyrke idræt er at træne sig selv i social bevidsthed [medvetenhet] osv, osv. Idrætten har takket være sit eget emsige lobbyarbejde og andres ønsketænkning været i stand til at sikre sig en legitimitet, der er ganske uhørt. Til trods for at det gode kammeratskab, osv, trives lige så godt i et sangkor [sångkör] og en amatørmusikerforening som i en håndboldklub, er det idrætten og ikke amatørmusikken, der har høstet legitimiteten - og den pekuniære støtte [ekonomiskt stöd]. Endelig er der et fjerde argument, som går ud på, at det kun er eliteidrætten, der er betændt [inflammerad]. Men så let slipper man dog ikke om ved kendsgerningerne. Ikke kun på eliteplan, men helt ned i ungdomsrækkerne og langt ind i den såkaldte amatøridræt lever griskheden og pengefikseringen. Der kunne fortælles artige historier om klubber, der betaler juniorspillerne lommepenge, så at de ikke behøver at tage erhvervsarbejde [anställning]; om drenge der om vinteren kører rundt fra hal til hal for at spille indendørs fodbold - og vinde præmier i form af dyre træningsdragter, som de så sælger videre til de stakler, der ikke vinder noget. For et par år siden kunne man i den danske dagspresse læse om en fremtrædende idrætsleder, der en gang havde mødt den svenske forfatter og dramatiker Per-Olov Enquist. Til sin store skuffelse [besvikelse] måtte denne idrætsleder konstatere, at Enquist ikke var særligt interesseret i diskutere idræt med ham. Lederen var nærmest fornærmet, når nu Enquist ellers havde skrevet både en idrætsroman og en reportage om OL i München. Det er der nu ikke nogen grund til. Sagen er vel bare den, at Enquist ikke syntes, at sporten var særlig interessant, og at han som svensk mester i højdespring kendte sporten indefra. I hvert fald handler hans roman Sekonden netop om det, der også i dag er sagens kerne: at sportens misere kommer indefra. Det er det, man nu betaler for. Havde man ikke sat idealerne så højt, havde faldet fra tinderne [ung: elfenbenstorn] heller ikke givet så meget genlyd [eko]. Som Ivar Lo-Johansson skrev i 1931: "Jag tvivlar på idrotten". Det bør sportsverdenen også selv gøre. Men det kan den ikke, for så graver den sin egen grav. Tvivlen vedrørende sportens vildskud anfægter i sidste instans selv idrættens væsen. Sportens væsen Det første væsenstræk er knyttet til ideen om idrættens værdifrihed. Sporten kan uden skrupler indgå alliance med et hvilket som helst politisk system: spændende fra laissez faire-kapitalisme over nordiske socialliberale samfund til totalitære styrer som Hitler-Tyskland og Stalin-Sovjet. I ingen af disse tilfælde har sporten holdt sig tilbage, og i ingen af disse tilfælde har sporten ydet nogen hverken politisk eller strukturel modstand mod at blive spændt for vognen. Her kommer sportens holdningsløshed i udpræget grad til syne. Dens simple tab- og vind-kode kan bruges alle steder [överallt]. Sporten æder sig ind på alt og alle; og det er ikke uinteressant at stille sig spørgsmålet vedrørende [angående] OL [OS] i Berlin i 1936: hvem narrede i virkeligheden hvem? Var det ikke lige netop Hitlers teknisk perfekte rammer - med et internt tv i OL-området - der sikrede sporten glamour og legitimitet? Var det ikke netop kontrasten til det åbenlyse og vulgære, villede misbrug af sporten, der åbnede for forestillingen om sportens "renhed"? Og passede Hitlers og sportens gigantisme i virkeligheden ikke perfekt sammen? Denne tanke forekommer ikke søgt, når man ser på idrættens andet væsenstræk. Det hedder ekspansionstrang. Citius, altius, fortius [längre, högre, snabbare] handler ikke kun om sportskonkurrencen som sådan. Denne lader sig nemlig ikke adskille fra det store sportssystem: alliancen mellem sportsøkonomi, sportsjournalistik og medier og sportsmedicin. Dette sportssystem hviler selv på samme grundlag som sportskonkurrencen. Man skal lede med lys og lygte efter eksempler på, at sportssystemet har undladt [underlåtit] at ekspandere. I sit væsen er sporten imperialistisk. Langsomt, men sikkert æder den sig ind på stadig større dele af samfundslivet. Et vue på sportens omfang i dagspressen og pressesystemet som helhed er illustrativt. Fra at være startet fra scratch omkring 1. verdenskrig er man i dag derhenne, at sporten dagligt rydder forider. Det samme gør sig gældende inden for billedmedierne [bildmedierna]. Sport er godt fjernsyn [TV]. Meget ofte præsenteres det i tilknytning til eller som del af de nyhedsudsendelser, der opfattes som indbegrebet af public service. For nogle år siden befrygtede man, at de store kommercielle tv-selskaber ville erobre sporten. Som et af de mest spektakulære eksempeler kan nævnes, at Sky Channel forsøgte at købe Manchester United. Denne situation er i dag erstattet af et andet scenario: at sporten køber tv-stationerne. Den engelske medierådgiver William Field fra firmaet Spectrum Strategy Consultancy fortæller således i et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten, at midt i 1990'erne var film det vigtigste produkt på mediemarkedet. I dag er det sport, som også kan formidles via mobiltelefoner. Derfor sidder medieselskaber som BskyB, Granada og NTL med ved bordet i bestyrelses-lokalerne i ca. halvdelen af de engelske Premier League-klubber. Det har bevirket en tredobling af Premier Leagues medieindtægter (Brandt 2001). Det ved man nok at tage sig betalt for, og på længere sigt er det derfor meningen, at klubberne selv transmitterer [sprider] deres kampe [tävlingar] via bredbånd og mobiltelefoner. Tv-stationernes monopol er med andre ord under hårdt pres. Også her æder sporten sig ind. At tv er i lommen på sporten fremgår af Sveriges Radio TV 1's transmission af den første store skikonkurrence efter Lahti-skandalen, nemlig World Cup-konkurrencen i Borlänge 14. 3. 2001. Kun tilfældigt og momentant blev der refereret til dopingsagen. Man nøjedes med at konstatere, at det finske mandskab var blevet reduceret. Der var heller ingen problematiserinng af om vinderen, Sveriges egen skistjerne Per Olofsson, var dopet. Nu kunne man sige, at det sidste ville være national helligbrøde [helgerån], og at Finlands-fortielsen skyldes brødrekærlighed. Dette er imidlertid et tvivlsomt argument, når man tager Nurmi-sagen i betragtning. I sportens verden er der ingen kærlighed. Afsluttende bemærkninger Finlands sportsulykke er, at man her nærede så store forhåbninger til den finskeste af alle sportsgrene og samtidig havnede i kløerne på et rovdyr; et rovdyr som æder [äter] alt og alle. Det må den finske nation nu betale for. Man kunne have undt dem en bedre skæbne. Nu risikerer man, at 80 års hårdt arbejde - inklusive Kekkonens lobbyarbejde - er tabt på gulvet. Medmindre man mener, at sport bare er sport. Men det ville vist være for naivt. Niels Kayser Nielsen |
 |