Höger- vänsterperspektivet har dominerat den politiska debatten sedan arbetarrörelsens barndom. Men om man istället för dualismen mellan stat och marknad även tar in ett tredje kraftfält i form av civilt samhälle, får man en ny struktur för analys av samhälle och politik.

Det er ikke let at definere højre og venstre i politik. Man har prøvet at 'redde' dualismen i den praktiske politik ved at stille venstrefløjens problemstilling 'lighed vs. ulighed' over for højrefløjens 'frihed vs. autoritet'. Det fører til ganske interessante indsigter, men reducerer samtidig på en problematisk måde det moderne demokratis treklang om frihed, lighed, broderskab. Det tredje element - broderskab, søsterskab, fællesskab - bliver nemlig systematisk glemt. Det kan godt være, at der heri ligger en væsentlig del af venstrefløjens aktuelle dilemma.

Der er behov for at tænke den duale modsætning mellem højre- og venstre-positioner ind i det mere komplekse forhold mellem marked, stat og civilt samfund.

Den kommercielle handling på markedet har den økonomiske opti-mering som regulerings-mekanisme og er derfor ikke bestemt af politiske vurderinger eller fordelingspolitiske beslutninger. Markedet er således ikke demokratiets sted. I markedets interesser og logik ligger drivkraften bag globaliseringen med dens uhyggelige konsekvenser som voksende ulighed, social udstødning, regional elendiggørelse og global krig.

Men markedet indeholder også de fornyelsesmuligheder, som samfundet lever af. Når vi mellem mennesker handler markedsmæssigt, bevæger vi os i dette rum af fornyelse, eksperimenteren og frihed.

Den statslige eller offentlige sfære følger derimod fordelingspolitiske reguleringer. Offentlig handling er bestemt af politiske værdier og aftaler. Den skal skabe tryghed for alle. I denne ramme kan demokrati udvikles som en struktur af offentlig repræsentation. Den stats-lige sfære har en monopolistisk struktur i den forstand, at der kun er én stat på et givet territorium.

Det civile samfund er som noget tredje baseret på mangfoldige, ofte konkurrerende og overvejende frivillige former for selvorganisering-: familier, naborelationer, lokalfællesskaber, foreninger, andelssammenslutninger, højskoler, græsrodsbevægelser, uformelle netværk, mødesteder etc. Den civile handling er hverken profitreguleret eller monopolistisk, men bestemt af medlemmernes frivillighed og især af de aktives prioriteringer.

Når vi handler civilsamfundsmæssigt, er frivilligt fællesskab styrende - broderskab og søsterskab. De forskellige identiteter mødes eller støder sammen i levende demokrati. I det, som vi - i modsætning til den offentligt-statslige, repræsentative struktur - kan kalde 'demokratisk liv'.

De tre sektorer hhv. deres logikker skal ikke ses normativt eller vurderende som: Det onde, det kedelige og det rigtigt gode. Opdelingen er empirisk og analytisk. De normative dele, som opdelingen indeholder - frihed, lighed, broderskab - er selv historisk-empiriske. Og hver af de tre logikker eksisterer kun i kraft af de andre.

De politiske kræfters modsætninger fremtræder i dette perspektiv på en ny måde. Højre er ikke lige højre, og venstre ikke lige venstre.

Det markedsorienterede højre består af den nyliberale mainstream og satser på 'markedskræfternes fri spil' og deres globalisering - Ronald Reagan, Margaret Thatcher, Anders Fogh Rasmussen. Det markedsorienterede venstre bakker principielt denne globalisering op, men ønsker dog visse sociale reguleringer - Tony Blair, Gerhard Schröder, Bill Clinton samt venstrefløjens 'fornyere'.

En helt anden tradition repræsenterer det statsorienterede venstre, som først og fremmest satser på en offentlig sikring af folkets velfærd. Det preussiske socialdemokrati har stået model til denne statssocialistiske orientering. Det skandinaviske socialdemokrati har arbejdet hen imod velfærdsstaten som 'folkehjem', mens den leninske statsmonopolisme har udviklet de mere terroristiske muligheder i den statssocialistiske model.

På den anden side fandtes - ikke uden berøringspunkter - det statsorienterede højre. Den konservative politik videreførte det oplyste enevældes offentligt-statslige syn og kunne derfor punktuelt godt samarbejde med Socialdemokratiet - som under Schlüters mindretalsregeringer i 1980'erne. Bestemte højrefløjsideologier har yderligere skærpet ideerne om disciplin og organisering, og fascismen repræsenterede en ekstrem udgave af denne statsorienterede højrepolitik.

Civilsamfundets venstre har sine traditioner i de socialistiske kooperativer og andelsbevægelser, der udviklede associationstanken og dermed det økonomiske demokrati nedefra. Der fører en indirekte vej fra associationen som den selvorganiserede forening via 'associationalisme' til det tidlige socialismebegreb. Syndikalismen, arbejderkulturen og socialistiske ungdomsbevægelser har i begyndelsen af 1900-tallet tilføjet yderligere nuancer til den folkelige venstrefløj. Efter 1968 kom nyfolkelige impulser fra græsrødderne, fra anti-EU-bevægelsen til De Grønne, fra ø-lejre til medborgerhuse. Og senest har den globaliseringskritiske bevægelse med 'Seattle-folk' og Attac bragt nyt liv i den civilsamfundsmæssige venstrefløj.

Men der findes også et civilsamfundets højre. I 1900-tallet drejede nogle danske venstrebønder og dele af højskolebevægelsen til højre, og Niels Bukh nærmede sig endog nazismen. Det civilsamfundsmæssige højre rækker helt fra borgerligt-humanitære loger til nationalistiske militærsportsgrupper og skinheads. Det civile samfund er ikke kun en idyllisk verden, men et felt af modsætninger og sammenstød. Desuden omfatter civilsamfundet strømninger som religiøse vækkelser, som er ambivalente over for højre/venstre-inddelingen. Også indvandrernes selvorganisering er en del af denne verden, fundamentalisternes netværksdannelse inklusive.

Nu gælder det om at tænke den moderne højre/venstre-konfiguration ind i denne mere komplekse modsigelsesstruktur. Med Asger Jorn kunne vi kalde denne vej for trialektisk. Hvad der kommer ud af det, er en mangfoldighed, som hverken er dualistisk eller i 'postmoderne' forstand hvad-som-helst, men en klarere bestemmelse af hegemoniske forhold. Hvor ligger hovedmodsætningen og hvor de mulige alliancer?

Todelingen mellem højre og venstre har en aktualitet i sig. Det er en vigtig konstatering. Det gælder om at vise en klar holdning.

Marked, stat og civilt samfund danner imidlertid et trefoldigt modsætningsforhold. Det er en anden vigtig konklusion. Den gør højre/venstre-konfigurationen mere kompleks. Og globaliseringen danner et nyt ansatspunkt for grundlæggende systemkritik og indignation på venstrefløjen. Den repræsenterer en hegemonisk tendens og kræver modspil i form af komplekse, brede alliancer.

De to konstateringer er vi nødt til at tænke i sammenhæng. De udelukker ikke hinanden. Set i dette perspektiv dækker højrefløjens borgerlige blokpolitik over fundamentale forskelle. Venstrefløjen kan irritere og bryde denne blokpolitik ved målrettet at arbejde med den borgerlige politiks indre modsigelser. Det åbner for dristige alliancer, som, når det kommer til stykket, er mere realistiske end en venstre-blokpolitik, hvor venstrefløjen gør sig afhængig af socialdemokratiet og havner i et 'arbejdermindretal'.

Samspil kræver parathed til at arbejde med forskel. Vigtige borgerlige kræfter er imod minimalstaten og markedsimperialismen. De konsekvent kulturkonservative støder sammen med minimalstatens rindalisme. Det folkelige Venstre går ikke i takt med management-Venstre og dens satsen på globaliseringens 'fri markedskræfter'. Borgerlige demokrater med 'nationalt sindelag' føler sig truet af nedlæggelsen af det nationale demokrati. Kristne borgerlige er bekymrede over den kolde, kyniske fremfærd imod etniske mindretal. Borgerlige radikale og pacifister er bekymrede over den globale krig, som globaliseringen fører med sig. Samspillet bliver ikke nemt, men kan bliver muntert.

Imod den nyliberale globalisering er der behov for Attac - ikke kun som økonomisk program, men som kulturel Attac, som kulturpolitisk vrede. Uden kulturel Attac forbliver globaliseringskritikken en samling af velmente kritiske ord, som udveksles inden for den samme hotel-og-kongres-kultur, som kapitalismen nu engang tilbyder.

Eller antiglobaliseringsbevægelsen bliver til voldelige optrin, som man også har oplevet. Men det er ikke nok at råbe 'ikke-vold!' Vold bliver kun mindre attraktiv, når der foregår noget andet og mere spændende på gaden - happening og fællessang mod dødbideriet, gadeteater og rock, højskole og ø-lejr, mellemkulturelt møde og psykologi, it og farverige optrin. Hiphop og tai chi mellem røde og blomsterfarvede flag.

2003.04.24

Henning Eichberg er ph.d. i historie og dr.phil i kultursociologi fra tyske universiteter og har rødder i både den tyske venstre- og højrefløj. I dag er han forsker ved Institut for forskning i idræt og folkelig oplysning, Gerlev, og medlem af SF's (Socialistisk Folkeparti) kulturpolitiske udvalg.

Kronikken er en forkortet artikel fra bogen 'Højre eller venstre? 12 bud på en retning for fremtidens politik' (Tiderne Skifter, 240 sider).