Den danske idræt adskiller sig fra de nordiske broderlande ved at være organisatorisk opdelt. Modsat Sverige, der næsten fra begyndelsen fik idrættens samlet i én rigsorganisation, modsat Norge, hvor enheden, primært skabt af Rolf Hofmo, blev skabt sidst i 1930'erne og modsat Finland, hvor arbejderidrætten længe var selvstændigt organiseret og først inden for de senere år er ophørt hermed, findes der i Danmark to store idrætsorganisationer: DIF og DGI. Men modsat situationen i Finland, hvor den organisatoriske opdeling var ideologisk og klassemæssigt bestemt, er opdelingen i Danmark primært af kulturel art - hvis ikke tilfældig [slumpartad].

Det er nemlig den samme type idræt, der dyrkes i de to organisationer; mange mennesker er medlem af foreninger, der er knyttet til både DIF og DGI. Begge de to store organisationer har en elite. Hos DIF får den penge for at være det, hos DGI status og karrieremuligheder, men træningsdoseringen er den samme. Der er tale om både enhed og mangfoldighed. Med andre ord er det en god titel, de to redaktører har valgt til antologien.

Men også på anden vis er der tale om enhed og mangfoldighed. I begge organisationer findes der en sportslig lagdeling. Med en elite og en bredde og en stor klump i midten. På dansk hedder det sig, at elitens kropsudfoldelse [kroppsansträngning] kaldes sport, medens breddens kaldes idræt. Og så diskuterer man vidt og bredt - og definitorisk - hvad dem i midten laver: sport eller idræt? Eller måske det kommer ud på ét? For trods den vertikale opdeling har både elite og bredde, sport og idræt betydelige fælles egenskaber. Der er i begge afdelinger tale om præstation, kamp og konkurrence [tävling]. Heri er der ingen forskel [skillnad]. Idrættens basale egenskaber er fællesnævneren [gemensam nämnare]. Blot kan der være tale om, at eliten tager præstaions- og konkurrencemomentet mere alvorligt (bl.a fordi man lever af det) end bredden, der har sport og idræt som fritidsbeskæftigelse [fritidssysselsättning], medens det hos eliten er et arbejde. Således er der også her tale om enhed og mangfoldighed.

Men hvor befinder antologien sig så? Det er ikke så ligetil [enkelt] at svare på. Umiddelbart vil man sige hos bredden. Hjemmehørende som begge redaktører er på Gerlev Idrætshøjskole, nærmere bestemt den forsknings- og formidlingsafdeling, der tidligere hed IdrætsForsk, og som nu har skiftet betegnelse til IFO. Stedet har som oftest været præget af grundtvigianske og "folkelige" tanker. Altså bredde. Men skal man tro de mange kampmetaforer, der går igen og igen i bogen, er man mest med på eliteholdet med konkurrence og præstation.

Bogen er tilegnet Claus Bøje (hvad der så menes med det - er det et festskrift, dvs. det som på svensk kaldes en "vänbok"?), og han er gammel ishockeyspiller. Det kunne også pege i den retning. Under alle omstændigheder får man indtryk af en utrolig kampfiksering. Nu ved vi bl.a fra Ove Korsgaards forskning i Grundtvig og boksning, at kamp og konkurrence ikke er det samme - men det virker nu alligevel som om, at man har fået kamp på hjernen - og energi. Begge dele er rigt repræsenteret. Energien bl.a i Lis Engels' tænksomme artikel, hvor vi samtidig får at vide, at bevægelse er "menneskers basale grundvilkår og udgangspunktet for al erfaring, kommunikation og forståelse af verden". Og her sad man ellers lige så godt.

Som næsten enhver antologi er bogen ujævn - og det er svært at se den røde tråd. Hertil spænder den for vidt og peger i for mange retninger. Det er fint, at der er flere nationaliteter repræsenteret: Norge, Japan, Skotland, Danmark - jyder og københavnere. Det er også fint, at der er filosofi, historie, psykologi og sociologi er med - men koordineringen er det svært at få øje på. Nuvel, det vilkår deler man med mange andre samleværker: at bogen må læses stykkevis og delt.

Accepterer man dette, er der meget at komme efter. Der er mange læseværdige artikler. Der lægges kraftigt ud med Verner Møllers veloplagte artikel, der slår et slag for, at forskningen i idræt skal være idrætssensitiv. Han kritiserer IdrætsForsk for ikke at være det, idet man ikke selv er aktivt idrætsudøvende. Man kunne tilføje, at det heller ikke er IdrætsForskerne, man støder på, når man går på stadion for at se fodbold. Men Verner Møller går et skridt videre og hævder, at heller ikke ved universiteternes idrætsforskning kender man idrætten indefra, hvilket anbefales som et "must".

Der er en væsentlig fordel at have personlige erfaringer med sit forskningsfelt. Synspunktet er interessant, hvis det udstrækkes til at gælde al videnskab. I så fald er det ikke let at være middelalderhistoriker [medelltidshistoriker]. Altså må vi mene, at det ikke gælder al videnskab. Måske også, at der gælder særlige videnskabelige forhold i idrætsforskningen. Måske er der også tale om, at idrætsforskning slet ikke er videnskab overhovedet. Hvem ved? Under alle omstændigheder er dette én af bogens perler. Også fordi den er så herligt fræk. Det hedder bl.a at idrætsvidenskaben ved Danmarks tre største universiteter udøves af folk, der gerne vil være universitetsansatte, men som ikke har været dygtige nok til at få ansættelse ved deres moderinstitutter. Det er da et udsagn, der vil noget.

En anden af de læseværdige analyser er Eigil Jespersens originale filosofiske opgør med cartesianis-men. Det sker raffineret med udgangspunkt i den berømte travhest Tarok fra stald Klima nord for Skive. Eigil Jespersen stiller det gode spørgsmål: ejer man sin krop, eller ejer den os? Denne artikel er bogens mest lærde. I hård konkurrence med tennisspilleren Torben Ulrichs flotte artikel. Lige så raffineret, men narrativt lagt an, er Søren Nagbøls fine lille gennemgang af søbadeanstalten Helgoland på Amager. Den er ledsaget af tegninger og et vidunderligt fotografi, som Søren Nagbøl, der er en skrap fotograf, selv har taget. Her skriver en æstet.
Blandt de idrætssociologiske artikler bemærker man Bjarne Ibsens bundsolide [helt igenom solida] artikel om forholdet mellem stat og idræt, hvor - og det er ikke altid lige populært i den folkelige del af idrætsverdenen - han viser, at også den folkelige idræt i Danmark fik statsstøtte fra sin begyndelse. Artiklen vidner om et stort overblik over den samlede nordiske idrætshistorie, og med sin komparative tilgang er der tale om et yderst værdifuldt bidrag, der fortjener at blive læst af ikke kun danske læsere. Den slags sammenlignende studier er der ikke mange af i Norden. Ibsen peger desuden fortjenstfuldt på, at det ellers så hæderkronede armslængdeprincip i statens forhold til idrætsverdenen i dag synes at være under angreb: staten stiller i stigende grad krav til indholdet i og anvendelsen af idrætten ud fra en funktionalistisk tænkning.

Sociologisk stærk står også Knud Larsens velunderbyggede analyse om tilskuersportens publikum, hvor der er masser af interessante oplysninger om dets sociale profil og idrætspræferencer, hvor han viser, at op mod 75 pct. af de inkarnerede tilskuere og knap halvdelen af de lejlighedsvise tilskuere er nuværende eller tidligere udøvere af organiseret konkurrenceidræt. Og så er vi tilbage ved Verner Møllers overvejelser over, hvad der er ved idrætten, der gør os "hooked".

Desuden kan man læse om kommunitarisme og skotsk fodbold, om volleyball i Norge, om forskellem mellem Ling og Coubertin, om sportsjournalistikkens svigt [svek] og deres forpligtelser. Bo Vestergaard Madsen runder det hele af med en ræsonnerende artikel om IdrætsForsks historie. Det er et godt punktum som afslutning på en epoke og en antologi, der varmt anbe-fales for sine mange gode enkeltbidrag.

2003.03.20